Greenpeace: Hold fingrene fra den arktiske olie

Olieselskabet Shell starter i disse dage på prøveboringer i farvandet omkring Alaska, og Greenpeace kæmper med næb og klør mod udvindelsen af den olie, der formodes at være i det arktiske område.
Skrevet af Peter Troelsen
04. maj 2012 08:55

En isbryder, der er hyret af Shell til at være behjælpelig ved prøveboringerne efter olie i det arktiske område, er af flere gange blevet bordet af aktivister fra Greenpeace. Det har forsinket isbryderens færd mod de arktiske egne en dags tid, og det er tilfredsstillende mener Greenpeaces ansvarlig for Arktis Jon Burgwald.

- Vi mener ikke, at det er forsvarligt at bore efter olie i de arktiske egne, og har med vores aktion fået sat fokus på netop dette problem. Der er ikke så store oliereserver i Arktis, at det kan betale sig at sætte den økologiske balance på spil, fastslår Jon Burgwald.

I de kommende år er det farvandene omkring Grønland, der kan se frem til prøveboringer, og Jon Burgwald vil ikke afvise, at man også på disse breddegrader vil kunne se frem til aktioner fra miljøorganisationens side.

- Det er endnu ikke besluttet, om vi også vil aktionere i forbindelse med boringerne i farvandet omkring Grønland. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi er imod udvinding af olie omkring Grønland, og selv om det eventuelle udbytte vil gøre godt i den grønlandske statskasse, vil vi gøre vores til at det ikke bliver aktuelt, siger Arktisansvarlig i Greenpeace Jon Burgwald, der mener at Grønland hellere skulle satse på de mineraler der befinder sig i den grønlandske undergrund.

Fra prøveboringerne starter til en eventuel oliereserve vil kunne hentes op fra havets bund vil der gå mellem 15 og 20 år, imens miniralerne vil kunne hentes op af jorden meget hurtigere.

- Der er helt sikkert, at Grønland vil kunne profittere af mineralerne, og pengene derfra vil kunne give det grønlandske samfund et tiltrængt løft. Det vil kunne gøres økologisk forsvarligt, og jeg vil opfordre politikerne i Grønland til at bruge deres krud på mineralerne i stedet for olien. På den måde vil man kunne bevare den fantastiske natur, samtidigt med at der kommer flere penge i kassen, slutter Jon Burgwald.