Greenpeace går efter Cairns hovedkvarter

Aktivister fra Greenpeace blokerer med en isbjørn i naturlig størrelse indgangen til det skotske olieselskab Cairn Energys hovedkvarter i Edinburgh.
26. maj 2011 06:02

 Cairn er det eneste selskab, der indleder nye olieboringer i Arktis i år, og aktivisterne kræver beskyttelse af det sårbare arktiske miljø.

Aktivisterne og ’isbjørnen’ aktionerer samtidig som Greenpeace-skibet Esperanza og inspektionsfartøjet Vædderen holder vagt ved Cairn's borerig Leiv Eiricsson i Grønland.

Skibet ligger lige nu ud for Nuuk, hvor boreriggen Leiv Eiriksson er inde efter forsyninger og nyt mandskab. Cairn skal bore fire steder ud for Nuuk og Disko, så langt mod nord som 71° og så dybt som 1500 meter.  

Forleden advarede den engelske regering mod olieboringer i Arktis. USA og Canada har ikke tilladt flere boringer og Norge tillader ikke boringer i isfyldt farvand.

”Olieboringer i Arktis er ekstremt risikable og ifølge dokumenter fra den engelske regerings embedsværk ’på den yderste kant af, hvad der er teknisk og logistisk muligt’. Det bør simpelthen ikke accepteres og det budskab kan cheferne i Cairns hovedkvarter ikke længere sidde overhørig,” siger Jon Burgwald, der er klimamedarbejder i Greenpeace.