Greenpeace: Boringerne bør stoppes omgående

Miljøorganisationen Greenpeace raser over Cairn Energys ansøgning om to yderligere forsøgsolieboringer.
Skrevet af Jaaku Lyberth
07. juli 2010 10:52

Greenpeace Nordics generalsekretær Mads Flarup Christensen henviser til, at to andre prøveboringer forleden blev påbegyndt i samme område.

- Vi synes, det er uforsvarligt, at selvstyret træffer den her beslutning nu. Det sker på et tidspunkt, hvor store olieerfarne lande som USA, Canada og Norge holder igen med at give nye tilladelser, indtil man har draget erfaringerne fra golfen i forhold til beredskabet og i forhold til hvad det var, der gik galt, siger Mads Flarup Christensen.

- Derfor bør boringerne stoppes omgående, ligesom Selvstyret ikke bør give tilladelse til flere boringer i Grønland, mener Mads Flarup Christensen.

- Grønland skylder svar på, hvad det er de ved, som man ikke ved i Norge, Canada og USA, siger han i følge Ritzau.

Greenpeace rasende og kalder det 'fuldstændigt uansvarligt' at sætte yderligere prøveboringer i gang i Grønland efter BP-oliekatastrofen for nylig.