Greenpeace-aktivister er nu i retten

Her klokken 13 bliver de to anholdte Greenpeace-aktivister Luke og Hannah, der sent onsdag blev anholdt, fremstillet i Nuuk Kredsret. Og samtidig gør Greenpeaces jurister klar til styrkeprøve med Cairn Energy i Holland.
Skrevet af Rune Langhoff
03. juni 2011 11:06

I Kredsretten vil de to aktivister blive sigtet for husfredskrænkelse og overtrædelse af forordningen om sikkerhedszonerne. Politiet forventer, at aktivisterne vil blive idømt en bøde på omtrent 20.000 kroner og bliver udvist af Grønland.

Da Radioavisen besøgte Greenpeace-skibet Esperanza sidste fredag, talte vi med både Hannah og Luke, der er fra henholdsvis New Orleans i USA og Yorkshire i England.

De fortalte begge, at deres motivation til at aktionere var tidligere olieudslip, primært sidste års katastrofe i Den Mexicanske Golf.

De to aktivisters skæbne bliver fulgt tæt fra Greenpeace-skibene, der stadig befinder sig Davis Strædet. Ifølge pressemedarbejde Sune Scheller befinder begge skibe - altså Esperanza og Arctic Sunrise - sig syd for boreskibet Ocean Rig Corcovado.

Her til formiddag er skibene mødtes for at bistå hinanden i deres videre kampagne, for at udveksle besætning og for at klare logistiske opgaver. 

Men mere travlt er der formodentligt hos Greenpeaces jurister, efter at organisationen, som det kom frem i går, risikerer at skulle betale dagbøder på omtrent 15 millioner kroner, hvis de igen blokerer en boring.

På mandag skal de således mødes med Cairn Energys jurister i Holland.

- Jeg ved ikke, hvor gode chancerne, for at vi ikke skal betale noget, er, siger generalsekretær for Greenpeace Norden, Mads Flarup Christensen til KNR her til formiddag. Han fortæller videre, at Greenpeaces kampagne fortsætter uanset udfaldet af de retslige beslutninger.

- Vores kampagne fortsætter uanset hvad, men hvilken form den skal have, afhænger selvfølgelig af afgørelsen i Holland.

Cairn Energy bekræfter overfor KNR, at de vil kræve et beløb på to millioner euro pr. dag, hvis Greenpeace igen border en af deres borerigge.