Greenland Airports kortlægger skader efter branden i Kulusuk

Store dele af lufthavnens materiel gik tabt i flammerne. Selskabet arbejder nu på at vurdere konsekvenserne for flytrafikken i Østgrønland.
Foto © : Nukappi Boassen Wille
Skrevet af Markus Valentin
28. oktober 2025 10:08

En kæmpe, sort røgsøjle løftede sig over Kulusuk 18. oktober, da der udbrød brand i en lagerbygning i lufthavnen.

Nu sætter Greenland Airports ord på noget af det materiel, der blev slugt af flammernes inferno.

- Branden har medført omfattende materielle skader på blandt andet udstyr som de-icer, tankvogn til diesel, lift og en minigraver. Derudover er der sket tab af forskellige driftmateriel som dæk og reservedele, oplyser Mikkel Bjarnø Lund, kommunikationschef i Greenland Airport, i et skriftligt svar.

Greenland Airports oplyser, at udstyr såsom brandbil, snerydningsudstyr, handlingsmateriel og brændstof til fly ikke er berørt af branden.

For øjeblikket er de i færd med at danne sig et overblik over, i hvor stor grad de kan gøre op for skaderne ved det næste skibsanløb.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at begrænse de praktiske konsekvenser og sikre, at nødvendigt udstyr bliver tilgængeligt, fortæller Mikkel Bjarnø Lund.

Konsekvenser for flydrift

Greenland Airports kan derfor ikke på nuværende tidspunkt fortælle, hvad branden kommer til at få af konsekvenser for flydriften i Østgrønland.

- På kort sigt kan der dog opstå visse begrænsninger, da blandt andet de-iceren, væske til de-iceren og reservedele er ødelagte, skriver Mikkel Bjarnø Lund.

Kommunikationschefen fortæller, at Greenland Airports melder ud, når der er større klarhed over muligheder samt eventuelle konsekvenser.

KNR har rakt ud til Grønlands Politi for at få svar på, hvad der har forsaget branden. Vi afventer stadig svar.