Greenland Adventure Race starter i morgen

Årets Greenland Adventure Race begynder i morgen i Narsarsuaq, men der er langt fra så mange deltagere, som der er plads til, fortæller avisen AG.
02. september 2009 14:24

Seks hold har tilmeldt sig strabadserne, hvor der faktisk er plads til 20 hold med hver to personer. Blandt de tilmeldte er sidste års vinderhold Team Sava med Frederik Frederiksen og Jørgen Lund.

Problemet med tilmeldinger skyldes formentlig, at prisen skræmmer mange væk, siger løbsleder Poul Jørgensen til AG. Det koster 12.900 pr. hold at være med.

Greenland Adventure Race går over fem etaper med blandt andet løb, cykling og havkajaksejlads.