Greenland Adventure Race aflyst

Der bliver ingen Greenland Adventure Race i år. Arrangementet er aflyst på grund af for få tilmeldinger.
Skrevet af Louise M. Kleemann
20. juli 2010 14:41

Det er første gang nogensinde, at arrangørerne har måttet aflyse løbet, der har været en årlig begivenheden siden 2000. Konkurrencen plejer at foregå i hold af to personer, hvor deltagerne løber på gletsjere, krydser fossende elve, rappeller ned ad stejle fjeldsider, cykler i uvejsomt terræn og ror kajak mellem isfjelde.

Arrangørerne havde håbet på et deltagerantal på mindst 10 hold ved det 5 dage lange løb.

- I år var der tilmeldt et par stykker til løbet, og der var udsigt til, at deltagerholdene kunne nå op på 5 hold, men det var stadig for lidt til, at løbet kunne gennemføres, siger Poul Jørgensen, som er bestyrelsesformand i Greenland Adventure Race.

- Som noget nyt har vi også gjort en markedsføringsindsats blandt de danske sportsklubber, men uden resultat, siger Poul Jørgensen.

Han mener, at den manglende deltagelse hænger sammen med de høje rejseomkostninger, såvel som fra udlandet som fra resten af landet.

- Derudover har der også været langt mellem de lokale sponsorer. Det er blevet sværere for lokale hold at finde sponsorer, siger Poul Jørgensen.

Arrangørerne har i stedet valgt at afholde Leif den Lykkeliges Maraton ved Qassiarsuk i Sydgrønland. Løbet skulle have været en del af den 5 dage lange Greenland Adventure Race, men afvikles i år som en selvstændig begivenhed.

- Men vi satser på at afvikle Greenland Adventure Race til næste år, siger Poul Jørgensen.