Great Greenlands fremtid afgøres til juli

Til juni offentliggør en arbejdsgruppe planerne for sælskindsgarveriets fremtid.
Skrevet af Rune Langhoff
22. maj 2010 12:01

I Sermitsiaq.ag kom det i går frem, at fremtiden for sælskindsgarveriets Great Greenland vil blive afgjort til juni, hvor en arbejdsgruppe nedsat af Selvstyret offentliggør sine anbefalinger for, hvad der fremover skal ske med garveriet.

- Vi er underrettet om, at Naalakkersuisut er i gang med at udarbejde et kommissorium, som arbejdsgruppen skal arbejde udfra. Når Naalakkersuisut har godkendt det, er bestyrelsen klar til at samarbejde, skriver Great Greenlands nyudpegede bestyrelsesformand Amalie Jessen til KNR.

Hun kan indtil videre ikke uddybe, hvad arbejdsgruppen skal tage fat på i forhold til sælskindsgarveriet Great Greenland.

Men det står dog fast, at arbejdsgruppen er dannet, fordi garveriet de foregående år har haft underskud på grund af manglende efterspørgsel på sælskind på verdensmarkedet.

Medlem af Naalakkersuisut Ane Hansen præsenterede arbejdsgruppen på Great Greenlands Generalforsamling den 12. maj. Her blev den tidligere departementschef Amalie Jessen udpeget som ny formand for Great Greenlands bestyrelse.