Great Greenland har brug for 8 millioner

Sælskindsvirksomheden søger hjemmestyret om kapitaltilskud efter svigtende salg.
15. juni 2009 05:54

Den hjemmestyreejede sælskindsvirksomhed Great Greenland er nu så økonomisk presset, at det er nødvendigt søge hjemmestyret om et driftstilskud. Baggrunden er svigtende salg til de udenlandske markeder.

Det fremgår af en orientering til Landsstyret, der også rummer en ansøgning om økonomisk hjælp. Der er brug for et kapitalindskud på 8 millioner kroner fra hjemmestyret 1. august, hvis virksomheden skal opretholde sit nuværende aktivitetsniveau.

Great Greenland kom ud af 2008 med et underskud på 5,3 millioner kroner. Det er det internationale salg, der nærmest er gået i stå for Great Greenland. Til gengæld er det samlede salg i Grønland øget. Great Greenland beskæftiger 39 medarbejdere i Qaqortoq, to i Nuuk og en i Upernavik.