Great Greenland-designer: Sælskind skal i almindelige modebutikker

Chefdesigner hos Great Greenland, Jesper Høvring, vil forny sælskinds-industrien og gøre materialet mere tilgængeligt for alle.
Foto © : Great Greenland
29. januar 2015 12:14

KØBENHAVN: Sælskind skal gøres ungt, hipt og mere tilgængeligt.

Sådan lyder budskabet bag Great Greenlands nye vinterkollektion, som onsdag aften blev præsenteret ved et show i Børsens lokaler under Copenhagen Fashion Week.

Det er chefdesigner Jesper Høvring, der efter blot et halvt år i sadlen hos Great Greenland, ønsker at kaste ny glans over den traditionelle grønlandske sælpels.

- Vi vil gerne modernisere pelsen rigtig meget. Vi synes - jeg synes især - at sælen er et fuldstændigt fantastisk materiale, og vi vil bare gerne gøre det mere cool og ungt, end det måske tidligere har været, siger Jesper Høvring til KNR.

Negativ klang i modeverden
Ifølge Høvring har sælskind gennem en årrække haft en negativ klang på det internationale modemarked. Dels har det haft et “støvet” image med minder om hippie-tiden og arktiske folkeslag.

- Opfattelsen af sæl som noget negativt og noget, som er tilhørende grønlænderne og noget, som er sådan 70’er-agtigt. Det vil vi gerne have taget væk, siger han.

Læs også Sælskind sælger bedre og bedre

Desuden har EU’s forbud mod sælskindsimport og historierne om jagten på sælunger blandt canadiere været med til at holde købere væk. Men det skal ændres nu.

- Med den her kollektiv vil vi gerne vise, at vi også kan lave mode. At vi godt kan lave den lækre mode. At vi godt kan lave det, som hænger i modebutikkerne. Ligesom alle mulige andre ting i modebutikkerne. Pels er ikke forbeholdt pelsbutikker - pels er til alle butikker nu, siger Jesper Høvring.

Sælskind skal i almindelige butikker
Udbredelsen af den grønlandske sælskin i modebranchen skal bl.a. ske ved fortællingen om bæredygtigheden bag sælproduktionen. Og så skal sælskinds-moden i langt højere grad tilpasses både klimaforandringerne og modebranchen, som i dag er langt mindre opdelt end tidligere.

- Det er jo ikke lige så koldt, som det har været før i tiden herhjemme (i Danmark og Europa, red.), så pelsbutikker lukker rundt omkring i nærmest ét væk. Så man sælger ikke så meget pels mere.

- Men ligesom man ikke længere kun sælger diamanter hos en juvelér - dem kan man også købe i smarte modebutikker - så skal man også kunne købe pelse. For man er begyndt at kunne lave det mere prisvenligt, og derfor vil vi gerne ind i modebutikkerne, siger Jesper Høvring og tilføjer:

- Det gælder selvfølgelig om at udvide vores marked, men det gælder i virkeligheden også bare om at udvide opfattelsen af sæl.