Grønt lys til vandkraftværk i Ilulissat

Pihl og Søn skal lave vandkraftværket ved Ilulissat. Finansudvalget har godkendt Landsstyrets oplæg, som bliver små 6 millioner kroner billigere end budgetteret.
Skrevet af Else Løvstrøm
02. februar 2010 05:40

Det danske firma Pihl og Søn skal bygge vandkraftværket ved Ilulissat. Finansudvalget har godkendt det kommende vandkraftværk ved Ilulissat, som skal stå færdigt i efteråret 2013.

Formanden for finansudvalget Naaja Nathanielsen (IA) siger:

- Vi synes, at selve tanken med at etablere vandkraftværker i Grønland er en god idé og meget støtteværdigt.

Hun fortæller også, at projektet bliver 6 millioner kroner billigere. Derfor har Finansudvalget bedt Landsstyret om at søge om at få flyttet pengene til omrokeringsreserven. Udvalget påpeger dog nogle skønhedsfejl:

- Først og fremmest ser vi meget gerne, at man får endelig styr på de forskellige natur- og miljøvurderinger, der skal ligge i forbindelse med etableringen af vandkraftværket, og Naalakkersuisut har forsikret os om, at eventuelle indsigelser vil blive indarbejdet i en aftale omkring etableringen af vandkraftværket.

Naalakkersuisut har endnu ikke besluttet, om byggeriet af vandkraftværket skal finansieres af private investorer.

- På den måde kan vi sikre, at vi hele tiden har 600 millioner kroner i landskassen, hvor renterne vil være til gavn for samfundet, forklarer naalakkersuisoq for finanser Palle Christiansen.

Vandkraftværket i Ilulissat vil koste 652 millioner kroner.