Grønlandske studerende overser økonomisk hjælp

Mange grønlandske studerende i Danmark ved ikke, at de har ret til at få en række udgifter betalt af Selvstyret, selv om de er på dansk SU.
03. september 2014 07:32

Derfor opfordrer De Grønlandske Huse studerende til at sætte sig bedre ind i deres rettigheder.

1. januar 2013 overgik grønlandske studerende i Danmark til dansk SU. Men det grønlandske selvstyre betaler stadig en lang række udgifter for den studerende - såkaldte særydelser. Noget, mange overser, når de søger om uddannelse i Danmark, fortæller Signe Vinter Bach, koordinerende studievejleder ved Det Grønlandske Hus i Aalborg.

 - Når de grønlandske studerende finder ud af, at de gerne vil på uddannelse i Danmark, er der mange forskellige ting, de skal ansøge om. De skal ansøge om at blive optaget på uddannelsen og om dansk SU.

LÆS OGSÅ Flere og flere grønlandske studerende i Danmark

- Og vi har oplevet, at de glemmer, at de også skal søge igennem det grønlandske selvstyre - og det vil sige gennem De Grønlandske Huse i Danmark, siger hun til KNR.

En tung papirgang
Det er især frirejsen mellem Grønland og Danmark, som kommer bag på flere grønlandske studerende.

– Det er måske først, når de står og skal bruge deres studiestartsrejse, at de kommer i tanke om, at den skal de da også have et sted fra. Så kontakter de os, men vi har en stor ansøgningsprocedure, som man skal igennem med en masse dokumenter, der skal sendes ned til os.

- Så det kan godt blive lidt presset for nogle at få deres studiestartsrejse, siger Signe Vinter Bach.

Tandlæge, fys og bøger
Også hjælpen til en lang række sundhedsudgifter  - for eksempel til akut tandlægebehandling eller lægehenvist fysioterapi - bliver glemt. Ligesom mange overser, at det er muligt at få en økonomisk håndsrækning til bogudgifter i forbindelse med studiet.

Hjælpen kræver dog, at den studerende i første omgang selv tager affære.

- Kontakt Det Grønlandske Hus. Der sidder uddannelsesvejledere, der rigtig gerne vil hjælpe, fastslår Signe Vinter Bach.

Du kan finde Det Grønlandske Hus i både København, Aarhus, Aalborg og Odense.