Grønlandske rejer og torsk slipper gennem afgørende nåleøje ved brexit

Storbritannien vil ikke pålægge importafgifter på grønlandsker rejer og torsk, hvis landet forlader EU uden en aftale. Det er vigtigt for den hjemmelige fiskerisektor, da Storbritanniens er verdens største marked for koldtvandsrejer.
Skrevet af Mathies Hvid Toft
15. marts 2019 14:56

Storbritannien er et af Grønlands vigtigste eksportmarkeder, når det gælder rejer og torsk.

Netop derfor, er det en glædelig nyhed for fiskerisektoren, at den britiske regering har valgt ikke at pålægge de to varegrupper importafgifter, hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale.

Det er en nyhed, der bringer smilet frem hos Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S).

- Det er en meget positiv udvikling, at grønlandske reje- og torskeprodukter ikke er omfattet af importafgiftspakken præsenteret i Storbritannien, selvom nogle andre fiskeprodukter er,” siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Det gør, at grønlandske produkter i det næste års tid ser ud til, at kunne fortsætte med at være konkurrencedygtige på Storbritanniens marked, da produkterne ikke pålægges fordyrende afgifter. Fra Naalakkersuisuts side vil vi fortsætte med at arbejde for en permanent løsning for vore produkter i Storbritannien og udvikle Grønlands forhold med Storbritannien.

Grønlands fiskerisektor eksporterer hvert år for omkring 700 millioner kroner til Storbritannien.

Umiddelbart gælder beslutningen indtil udgangen af 2020. Bliver EU og Storbritannien derimod enige om en aftale, vil Grønland fortsat kunne eksportere afgiftsfrit til Storbritannien, sådan som det er i dag.