Grønlandske oplevelser i ferien

I Danmark er der meldt vinterferie på de fleste af landets skoler. Og her bliver der mulighed for at stifte bekendtskab med Grønland flere steder.
Skrevet af Martine Lind Krebs
13. februar 2012 05:52

Sygeplejehistorisk Museum i Kolding, der i efteråret åbnede en flot udstilling om tuberkulosebehandlingen af grønlandske børn i Danmark, fortsætter nu sit fokus på Grønland. I vinterferien indbyder museet til ’Kulturmik’ om Grønland.

Her kan man blandt andet få en tur på en hundeslæde med hjul, se billeder fra Siriuspatruljen, prøve kræfter med perlesyning eller studere processen med at karte og spinde moskusgarn.

Museet har også fundet frem til selveste Ningiu, den sygeplejerske som mange af de grønlandske tuberkulosebørn husker bedst som en varm og kærlig bedstemor, der tog sig af dem, dengang de var indlagt.

Desuden vises den gamle spillefilm Qivitoq samt dramadokumentaren "Hvor Bjergene sejler" fra 1955.

Og det er ikke det eneste sted, der byder på grønlandske oplevelser i vinterferien.

Sædvanen tro holdt Odense Zoo også grønlandske dage her i weekenden. De var arrangeret i samarbejde med Det Grønlandske Hus og bød på fangstfortællinger, smagsprøver, hundeslædekørsel samt toner fra Umiaq koret og Rasmus Lyberth. Det var sjette gang Zoo holdt grønlandske dage.

Er man mere til det naturvidenskabelige, så udstiller Sønderjylland Palæontologi  og Naturhistoriske Museum nordgrønlandske fossiler. Fossilerne er fundet ved J.P. Kocks Fjord af forskere fra Statens Naturhistoriske Museum.

Endelig indbyder Nordatlantens Brygge til sine årlige biodage, der i år har fokus på grønlandske film.