Grønlandske og danske kommuner bør udveksle papirer om socialt udsatte

Det kunne gøre en stor forskel for de udsatte grønlandske børn i Danmark, hvis de fraflytningskommunerne i Grønland sørgede for at sende de nødvendige papirer med familierne til deres nye kommuner. Det mener den koordinerende socialrådgiver i Det Grønlandske Hus i Århus.
29. september 2011 16:07

Eksperterne skønner, at der er cirka 1000 udsatte grønlandske børn i Danmark iøjeblikket, og der går al for lang tid, før de får hjælp.

Men Simon Lynge, der er koordinerende socialrådgiver i Det Grønlandske Hus i Århus, har et forslag til, hvordan man kan afhjælpe det problem:

- Det konkrete forslag går ud på, at den grønlandske familie, der flytter til Danmark får et lille brev med fra den kommune, hvor de flytter fra om hvilke problemstillinger, familien har. Og det brev kan familien tage med til kommunen i Danmark, og ad den vej kan hjælpen til familien startes på et meget tidligere tidspunkt, end den gør for øjeblikket.

Simon Lynge mener, at den grønlandske og danske socialminister må lave en aftale om, at de grønlandske og danske kommuner skal samarbejde på dette punkt.           

En evalueringsrapport om Foreningen Grønlandske Børns projekt for udsatte grønlandske børn i Danmark viser følgende:

Hvert 2. barn leger sjældent eller aldrig med nogen efter skoletid, hvert 3. barn fungerer dårligt fagligt, hvert 4. barn kommer ikke i skole hver dag og laver sjældent eller aldrig lektier, og hvert 5. barn har sociale og personlige problemer.

Og det gør kun situationen værre, at grønlænderne i Danmark generelt har alt for svært ved selv at gøre opmærksom på de problemer, de har. Sissel Lea Nielsen, generalsekretær i foreningen Grønlandske Børn, siger til P1 Dokumentar, der idag har sat fokus på problemstillingen:   

- Vi har at gøre med en gruppe børn, der i den grad er blevet overset i de institutionelle sammenhænge, de har indgået i. Da vi mødte børnene først var de meget indadvendte og meget lidt verbale. Og det er jo netop de børn, der ofte overses i en travl hverdag i enten daginstitutionerne eller skolerne.

Men det er ikke kun i institutionerne, men også i kommunen, at grønlænderne er en overset gruppe. Det er i al fald erfaringen hos foreningens områdeleder i Århus, Lisbeth Jensen:

- Der er jo mange mennesker i Århus Kommune, der har brug for hjælp. Og der er jo mange, som er meget mere højtråbende end grønlændere og fylder meget mere i bevidstheden rundt omkring. De har en anden kultur med sig, som er nemmere at få øje på. Og der drukner grønlændere meget meget nemt. Jeg synes, at man skal være meget insisterende for at gøre opmærksom på denne gruppe, udtaler Lisbeth Jensen i P1 Dokumentar idag.