Grønlandske jordbær og hindbær på vej

Fire nordiske lande samarbejder i et projekt om at fremavle mere hårdføre jordbær og hindbær, der kan gro under nordiske himmelstrøg. Senere kan der udvides til sortebær, blåbær og tyttebær.
Skrevet af Najaaraq Egede
27. oktober 2009 11:56

Grønlandske jordbær og hindbær i butikkerne fra næste år. Det er håbet med det nye projekt "Bær", som Nordisk Atlantsamarbejde NORA har igangsat. Forsøgsstationen i Upernaviarsuk er med i projektet, hvor der udvikles nye og mere hårdføre bærsorter.

Bærrene skal dyrkes i plasttunnelhuse. Forsøgsprojektet består af en plasttunnel på 120 kvadratmeter i Upernaviarsuk, fortæller konsulent Kenneth Høegh.

I første omgang skal gartneren i Upernaviarsuk i gang med at plante 300 jordbær- og 100 hindbærplanter i den specialbyggede plasttunnel.

- Det kan meget vel være, at vi kommer til at kunne sælge de første bær til næste år, men jeg vil ikke sætte dato på, siger Kenneth Høegh.

Han håber, at der senere kan udvikles bærsorter af de i Grønland kendte sortebær, blåbær og tyttebær.

Såvel Island, Færøerne, Norge og Grønland er med i projektet.