Grønlandske designere satser ungt

De grønlandske modebrands er alle samlet i København disse dage til vinterens modemesse. Og én ting er de enige om: Der skal yngre kunder i butikken.
Skrevet af Martine Lind Krebs
30. januar 2014 12:33

Isaksen Design, Great Greenland, Bibi Chemnitz  og Helene Steensby forsøger alle at kapre nye kunder ved modemessen CIFF i Bella Center.

For tredje gang har den succesfulde designer Bibi Chemnitz og hendes partner David Røgilds desuden fået lov at vise deres kollektion på et af de store shows på modeugen. Det sker på Københavns Rådhus i morgen. Så der er travlhed i deres stand.

- Man lever sig helt ind i sådan et kæmpe arrangement. Vi er 70 mennesker, der er involveret i showet, så der er kæmpe pres på. Der kommer presse og indkøbere fra hele verden, siger Bibi Chemnitz.
Næste års vinterkollektion er inspireret af et fotografi af den grønlandske natur af som designerduoen tilfældigt faldt over på internettet.

- Det er et vildt fedt billede – taget i fjeldet med flotte naturfarver, og det er det, der har inspireret hele farvesammensætningen af vores kollektion, siger hun.

Helene Steensby har for alvor fået gang i skoproduktionen efter konkursen i 2010. Hendes sko markedsføres gennem virksomheden Ethnoboot, ejet af veninden Christel Aistrup.

- Vi har valgt at komme med lidt yngre støvler og tænkt lidt ud af boksen. Sælskind er stadig det vores hjerter banker for, siger Helene Steensby.

Isaksen Design har også valgt at satse på mere på de yngre kunder. Nickie Isaksen har droppet sit sideprojekt Kalak og i stedet inkorporeret stilen i Isaksen.

- Vi har lavet en kollektion, som er meget alsidig, og så har vi lavet en linje, som er yngre og mere rå - i en billigere prisklasse. Man finder selvfølgelig stadig den klassiske, genkendelige linje, men vi har åbnet op for vores brand for at ramme bredere aldersmæssigt og typemæssigt, forklarer hun.

Som de eneste har Great Greenland ikke en ny kollektion at vise frem på messen. Til gengæld har de samlet populære modeller fra tidligere kollektioner, og sales manager Bente Nørkjær Knap har sat alle sejl ind på at få kunder i udlandet.

- Der er jo nogle lande, hvor man naturligt har præferencer for sæl: Norge, Finland, Rusland, Estland, Letland, Litauen, så jeg har lavet et samarbejde med Udenrigsministeriets regionschef i Helsinki, som hjælper med at skanne markedet for os, siger Bente Nørkjær Knap.

Desuden har Great Greenland som noget nyt fået produceret en række tekstiler, bluser, toppe og lignende, som passer til deres skinddesign.