Grønlandske deltagere godt fra start

To guld og tre sølv blev medaljehøsten på gårsdagens AWG-dyster i Fairbanks.
Skrevet af Martine Lind Krebs
18. marts 2014 05:27

40-årige Jens Jørgen Lange fra Uummannaq kan rejse hjem fra Alaska med mindst en guldmedalje om halsen, efter at han i går indkasserede guld i Dene Games i kategorien stick pull ved at besejre landsmanden Minik Platou i finalen. I denne disciplin skal deltagerne trække en sæbesmurt pind ud af modstanderens hånd.

Også 16-årige Mathias Mark fra Nuuk får en guldmedalje med hjem, efter at han i går snuppede førstepladsen i slalom på snowboard.

Generelt ser Grønland ud til at stå stærkt i Dene og Inuit Games. Foruden Minik Platou fra Nuuk, der fik sølv i stick pull, så har Tonny Fisker fra Nuuk fået en sølvmedalje i kneel jump, hvor man springer længdespring fra en position på knæ, og Benediktus Jakobsen fra Ilulissat i one hand reach, hvor man med vægten på én hånd skal række så højt op som muligt.

Det var en tilfreds formand for GIF, som KNR talte med i går.

- Arctic Winter Games er lige startet, men forelåbigt ser det godt ud. Deltagerne er opsatte på at kæmpe for Grønland, siger Nuka Kleemann.

GIF's målsætning for legene i år er at slå sidste AWG's medaljehøst på 50 grønlandske medaljer, men samtidig handler det også bare om oplevelsen, siger Nuka Kleemann.

- Vores håb er, at alle deltagerne rejser hjem med en oplevelse for livet og nye venskaber i bagagen, siger han.

Indtil videre er det alaskanerne, der har stået flest gange på medaljeskamlen. Hele 12 guldmedaljer, 10 sølvmedaljer og 9 bronzemedaljer er det blevet til for dem.