Grønlandske børns sygdomsmønster kortlægges

En dansk medicinstuderende har sat sig for at finde ud af, hvilke sygdomme børn i Grønland typisk lider af, og i samme undersøgelse sættes der fokus på højde og vægt.
Skrevet af Peter Troelsen
13. oktober 2012 16:00

Der findes i øjeblikket ikke valide undersøgelser af disse forhold. Den sidste undersøgelse er mange år gammel og viste, at landets børn er lavere end deres danske jævnaldrende men vejer det samme, og så har børnene i Grønland et meget anderledes vækstmønster og en speciel kropsbygning. Om disse oplysninger stadigvæk holder vand i 2012 vil Marius Kløvgaard nu finde ud af.

-Formålet med mine undersøgelser er at kortlægge, hvor mange gange børnene har været hos lægen, hvor mange gange de har været indlagt, hvad de har fejlet, om vaccinationsprogrammet er blevet fulgt, og om børnenes højde og vægt har ændret sig i forhold til de gamle optegnelser, siger Marius Kløvgaard.

Antallet af børn mellem 0 og 18 år er i Grønland meget højere end i Danmark. I Grønland er 26% af befolkningen under 18 imens tallet i Danmark er 15%. De mange unge menneskers sygdomsforløb er stort set ukendt, og det undrede Marius Kløvgaard sig over, da han i 2011 havde et vikariat i Ilulissat. Denne undren bliver nu omsat til resultater i Kløvgaards kandidatspeciale.

-Jeg blev interesseret i de grønlandske børn. Der er kun én fast børnelæge i hele Grønland, og under mit ophold opstod der mange tanker om, hvordan disse børn har det med sundheden, siger Marius Kløvgaard.

Marius Kløvgaard tager fra den 15. oktober til den 16. november 2012 til Nuuk og Ilulissat i Grønland for at kortlægge det nutidige sygdomsmønster og undersøge, hvordan grønlandske børns højde og vægt udvikler sig gennem deres første ni leveår.

Projektet laves i samarbejde med overlæge, ph.d. Henrik Thybo Christensen, H.C. Andersen Børnehospital i Odense, biolog, ph.d. Nina Odgaard Nielsen, Statens Institut for Folkesundhed, ledende regionslæge i Ilulissat Thomas Lund Sørensen og børnelæge på Dronning Ingrids Hospital Britta Louise Olsen, Nuuk.