Grønlandske bøger i bogforum

Det lille aktive grønlandske forlag Milik publishing vil i lighed med tidligere år være repræsenteret, når årets største danske bogmesse - BogForum - løber af stablen i Forum i København fra på fredag og resten af weekenden.
Skrevet af Karsten Sommer
08. november 2011 07:15

Der bliver mulighed for at træffe flere af forlagets bogaktuelle forfattere på selve standen, og en af dette års debutanter fra milik publishing, Bolatta Silis-Høegh, kan ovenikøbet høres, når hun fortæller om sin børnebog Aima på Børnescenen i Forum søndag kl. 12.00.

Også Helene Thiesen, der har skrevet den erindringsbog "For flid og god opførsel", møder op i Forum. Hendes oplevelser var med til at danne grundlag for filmen "Eksperimentet", om fordanskningen af udvalgte grønlandske børn i 50´erne.

Fotografen og forfatteren Carsten Egevang, der i morgen udgiver fotobogen Grønland - dyrenes og menneskenes land - er også i Forum, ligesom Hans Jakob Helms, der signerer sin roman "Hvis du fløjter efter nordlyset".

Milik Publishing samarbejder ligesom tidligere år med  forlaget Atuagkat  om den grønlandske stand på BogForum-messen.