BILLEDER Grønlandske atleter godt klædt på til AWG

Når de 159 grønlandske atleter, trænere og holdledere går ind til åbningsceremonien ved Arctic Winter Games i Inussivik-hallen i Nuuk den 6. marts, er hver og en godt klædt på.
Skrevet af Camilla Dam
02. februar 2016 15:11

Den store værtsdelegation har nemlig både Pisiffik i ryggen og på brystet.

- Vi er rigtig glad for, at Pisiffik valgte at levere tøjet til vores delegation. 

 - Der er lagt vægt på, at det skal være noget fedt tøj. Det skal udstråle Grønland, og så skal atleterne føle sig godt tilpas i det, siger chef de mission for Grønlands Idrætsforbund, Lauritz Heilmann.

Klædt på som ambassadører

Butikskæden har både sørget for hverdagstøj, formel beklædning til åbningsceremonien og sportstøj i kollektionen, og dermed føler organisationen bag Grønlands største event nogen sinde sig klar til at tage hul på legene den 6. marts.

- Vi håber på, at alle vores deltagere får en fantastisk oplevelse og samtidig er med til at være nogle rigtige gode ambassadører for Grønland, når de møder alle gæsterne, de skal konkurrere imod, udtaler Lauritz Heilmann.

Grønlændere stiller op i følgende discipliner: alpin, arktiske sportsgrene, badminton, biathlon – både skiskydning og sneskoskydning, bordtennis, dene games, futsal, langrend, sneskoløb, snowboard, volleyball og kultur.

Legene kan følges tæt på KNR's tv, radio og web.