Grønlandsk tegneserie rost af anmeldere

Anmelderroserne regner ned over Nuka K. Godtfredsen og Nationalmuseet for det andet album i tegneserien om Grønlands forhistorie.
Skrevet af Martine Lind Krebs
07. oktober 2012 08:52

- Beretningen er videnskabeligt underbygget i alle sine detaljer, men researchen får aldrig lov til at stå i vejen for den indtagende historie, der bør få udbredelse uden for Grønlands og Danmarks grænser, skriver Berlingske Tidende og tildeler Ukaliatsiaq - på dansk Hermelinen - fem stjerner.

Også Politikens anmelder er begejstret:

- Godtfredsens opfindsomme synsvinkler og suverænt dristige billedbeskæring såvel som hans vidunderligt smukke snelandskaber i midnatssol, prægede tegneseriens første bind. Men i 2´eren giver han desuden i stærke billedsekvenser en loyal indlevelse i åndemanerens bevidsthed og rejse.

Politiken giver ligeledes Hermelinen fem ud af seks mulige hjerter.

Weekendavisen, der ikke deler stjerner ud i sine anmeldelser, kalder tegningerne for aldeles suveræne, men efterlyser samtidig en lidt mere forklarende tekst til at ledsage de arkæologisk detaljerede illustrationer.

Hermerlinen er udgivet af Ilinniusiorfik og Nationalmuseet efter idé af Martin Appelt.