Grønlandsk taekwondo-mester død

Christian Isaksen blev 57 år. Han har repræsenteret Grønland internationalt i mange år.
I 1987 var Christian Isaksen med til at vinde guld til Grønland i en verdensmesterskabsturnering i Athen. Foto © : Grønlands Taekwon-Do forbund
Skrevet af Malik Brøns
17. april 2020 17:17

Grønlandsk Taekwondo har mistet en vigtig profil i denne uge.

Christian Isaksen, der blandt andet var med til at vinde guld i 1987 ved verdensmesterskaberne, er død. Det meddeler Grønlandsk Taekwondoforbund i en pressemeddelelse.

- Christian har i mange år været træner i taekwondo og arrangeret landsdækkende kampe. Siden 1979, hvor han startede med taekwondo, har han udviklet sporten her i landet. Derfor er det et stort tab inden for taekwondoverdenen, siger formand i Kalaallit Nunaanni Taekwon-Dotartut Kattuffiat, Grønlands Taekwondoforbund, Vivi G. Lennert.

Christian Isaksen fik i 2016 sit syvende bælte, også kaldt den syvende dan. Han har repræsenteret Grønland internationalt igennem sporten i mange år.

Tilbage i 1987 var han med til at vinde guld til Grønland i en verdensmesterskabsturnering i Athen.

Christian Isaksen døde torsdag 16. april og efterlader sig konen Trine og deres tre børn. Han efterlader desuden i alt 10 børn fra hans forhold til tidligere samlevere.

Grønlands Taekwondoforbund udtrykker deres største medfølelse til Christians familie.