Grønlandsk råstofeventyr kan få konkurrence fra Månen

Kina kontrollerer størstedelen af den globale produktion af de såkaldte sjældne jordarter, og nu har EU øjnet chancen for at starte en europæisk produktion af de eftertragtede råstoffer i Grønland. Amerikanerne har dog en anden løsning.
Skrevet af Karsten Sommer
27. april 2011 07:00

Iværksættere fra Silicon Valley og eksperter fra NASA vil udvikle robotter, som kan undersøge månens overflade for sjældne metaller. Det skriver Los Angeles Times.

- Vi skal være klar til at lande på månen i 2013. Vores mål er at blive den første virksomhed, der kommer til månen og bliver der, siger Naveen Jain, fra Moon Express Inc., til Los Angeles Times.

Det er Kinas trussel om at begrænse eksporten af de sjældne jordarter, der får både europæiske og amerikanske virksomheder til at frygte for dramatiske konsekvenser for industriproduktionen i lande udenfor Kina. Og det bringer altså både Grønland og Månen på banen som alternative leverandører.