Grønlandsk is på udstilling

Den danske fotograf Jens Brink debuterer i Danmark med fotoudstilling af grønlandsk is.
Skrevet af mlk
20. juli 2010 10:10

Det er Traneudstillingen i Gentofte, der som de første i Danmark viser Jens Brinks billeder af den grønlandske is. Det skriver lokalavisen Villabyerne.

Jens Brink har siden 2009 været bosiddende i Ilulissat, hvor han er blevet fascineret af isens farver og former.

Udstillingen, der hedder Kangia, kan ses fra 24. juli til 11. september. Navnet refererer til Isfjorden i Ilulissat, hvor Jens Brink har sejlet rundt med sit kamera på jagt efter motiver af isskosser, sort is og morænefronten. Udstillingen afspejler isens tendens til konstant at ændre karakter.

- I udstillingens anden del går jeg helt tæt på isen og en frosset fjeldsø. Søen her er glat på overfladen, der fyger sne, og jeg ser ned. Isen er helt klar. Spændinger i den frosne is har skabt sprækker, og der ses en masse indespærret luftbobler. Det ligner frosset nordlys på en stjerne klar himmel', siger Jens Brink ifølge Gentofte Biblioteks hjemmeside.

Jens Brink er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademis grafiske afdeling.