Grønlandsk opera skal genindspilles

Operaen Kaddara tryllebandt publikum ved Det Kongelige Teater i 1921, siden gik den i glemmebogen. Men nu får operaen nyt liv i en indspilning.
Skrevet af Martine Lind Krebs
18. april 2012 12:42

Det er dirigenten Niels Borksand, som i Grønland er kendt for sine klassiske koncerter og for utallige teaterturneer, der står på indspilningen.

Handlingen i operaen udspiller sig på en boplads, hvor fangeren Ujarak vender tomhændet hjem fra fangst. Drevet bort af sin skuffede kone, ror Ujarak ud igen og ender på Enkernes Ø, hvor han forhekses og glemmer alt om sin kone.

Kaddara er skrevet af lægen C.M. Normann-Hansen, som havde boet og arbejdet i Grønland. Musikken er skrevet af komponisten Hakon Børresen.

Det Kongelige Teaters opførelse i 1921 var en storstilet produktion med originale grønlandske kvindedragter og avanceret lysteknik, der skulle illustrere nordlyset i polarnatten.

Og det var noget, der gav opmærksomhed, fortæller dirigent Niels Borksand:

- Det er klart, at det – i gåseøjne – eksotiske miljø var det, der virkelig optog folk. Grønland var i 1921 noget, der lå virkelig langt væk. Der var ikke nogen, der kendte ret meget til det. Operaen er skrevet på dansk, kun med enkelte grønlandske vendinger og noget trommedans. Men det er først og fremmest en produktion, der skriver sig ind i en europæisk tradition, siger Niels Borksand.

- Det er da klart, at det er et dansk syn på Grønland dengang, uanset hvor meget kærlighed, og hvor meget forfatteren kendte til det. Man kan sige, at Børresen skriver musik, som er i en europæisk tradition.

- Så det er klart, at det er et hjørne af dansk musikhistorie, der belyser, at man den gang satte alt ind på at opsætningen blev så naturtro. Der blev ikke sparet på noget, siger han.

Indspilningen er et led i dokumentationen af Børresens arbejde og er betalt af fonden Komponist Hakon Børresen og Hustrunanna Børresen F. Bergs Legat.

Kaddara er det sidste værk af komponisten, som ikke er indspillet.

Budgettet til indspilningen lyder på 360.000 kroner, hvilket slet ikke er nok til at samle et dansk orkester, så produktionen er derfor henlagt til Bulgarien, hvor et 71 mands orkester kan hyres i 10 dage for det samme beløb, som de i Danmark kunne hyres i 3 timer, siger Niels Borksand.

Foruden at blive indspillet skal Kaddara også koncertopføres den 26. august i byen Ruse i Bulgarien.

Hovedpartierne bliver sunget af to af de største navne fra det Kongelige Teater, Stig Fogh Andersen og Gitta-Maria Sjöberg.