Grønlandsk kvinde indtager hovedrollen i international serie

Da filminstruktøren Bille August i 1997 lavede en spillefilm ud fra Peter Høegs bestsellerroman ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’, var det med den britiske skuespillerinde Julia Ormond i rolle som Smilla.
Nu vil et tysk produktionsselskab lave en TV-serie i seks afsnit baseret på bogen, men denne gang er det ambitionen, at en grønlandsk kvinde skal spille Smilla.
Det er det grønlandske filmproduktionsselskab Polarama, som har fået til opgave at finde den helt rigtige Smilla.
- Karakteren Smilla er halvt dansk halvt grønlandsk. Oprindeligt er hun faktisk østgrønlænder. Så hun har virkelig stræke rødder til Grønland. Det er ikke noget, man kan spille, at man er inuk. Derfor er det for os vigtigt, at vi finder en kvinde af grønlandsk afstamning, siger Kuluk Helms, der er casting-direktør ved Polarama.
Glædeligt med kvindelige hovedroller
Kuluk Helms glæder sig ikke kun over, at man ønsker, at det skal være en grønlandsk kvinde, der spiller rollen som Smilla.
Hun er også glad for, at der i det hele taget bliver produceret en serie, som har en kvinde i hovedrollen.
- En af de fedeste ting, ved den her serie, er, at vi har en kompleks kvinde i hovedrollen, som møder en masse udfordringer, som hun skal forsøge at håndtere. Jeg synes personligt, at vi mangler kvindelige hovedroller og rollemodeller, siger Kuluk Helms.
Polarrama var også med til at caste roller til TV-serien ’Borgen’, der lige nu vises på DR1.
Audition i Katuaq
Er man interesseret i rollen som Smilla, så kan man søndag den 13. marts møde op i kulturhuset Katuaq i Nuuk, hvor der vil være audition fra klokken 10.00 til 16.00.
Bor man ikke i Nuuk, kan man sende en video til casting@polarama.is.
Polarama søger kvinder i alderen 26 til 40 år.
Det er ikke et krav, at man har skuespillererfaring, til gengæld skal man kunne tale engelsk, da det er en engelsksproget produktion.
Efter planen skal serien optages i perioden fra august 2022 til april 2023, så den kan få premiere senere i 2023.