Grønlandsk kunst er andet end tupilakker

Grønlandske kulturarrangementer i Danmark handler i for høj grad om tupilakker, kajakvendinger og andet, der fremstiller den grønlandske kultur i et eksotisk og romantisk lys. Det mener kunstneren, forfatteren og kunstformidleren Iben Mondrup.
Skrevet af mlk
13. april 2011 14:04

Det er Iben Mondrup, der står bag denne måneds program på Museet for Samtidskunst i Roskilde. Programmet adskiller sig fra mange af de andre arrangementer under kulturfestivalen Inuit Nu ved at være noget, der meget sjældent er set før i Danmark.

Der har blandt andet været performancekunst med kunstnerne Jessie Kleemann og Julie Edel Hardenberg. Og dragshow med Lu Berthelsen og Nuka Bisgaard.

Iben Mondrups hovedtanke med programmet er at præsentere sider af grønlandsk kultur, som man ellers ikke ser i Danmark.

- Jeg ville gerne have noget med, som gik på tværs af det, man forventede at kunne se: altså trommedans, benskæring og sikkert også noget med kajakvending i Roskilde Fjord, siger hun.

Problemet med grønlandske kulturarrangementer i Danmark er, at de altid skal sættes ind i rammen ’Grønland’, siger Iben Mondrup.

- Det er påfaldende, at der skal et ’reservat’ til, før man kan se på ’de fremmede’, ’de anderledes’. Jeg er af den opfattelse, at den grønlandske kunst, som for eksempel på Museet for Samtidskunst, har en standard som er så høj, at man burde kunne se den i alle mulige sammenhænge, der ikke nødvendigvis handler om Grønland, siger hun.

Og når der er kultur fra Grønland i den danske offentlighed, så knyttes det i al for høj grad til enten til noget eksotisk eller noget tragisk, siger hun.

- Der er ligesom ikke den der mellemting, hvor man bare ser på værker eller læser tekster eller hører musikken for de kvaliteter, som de forskellige værker har. Det handler altid om, at det kommer fra Grønland, siger hun.

Ifølge Iben Mondrup har de forskellige optrædender på Museet for Samtidskunst været en succes. I den kommende tid viser museet Ivalo Franks kunstfilm Echoes og filmen Nuummioq.