Grønlandsk kunst ankommer til Finland

Containerne med kunst fra Island, Grønland, Færøerne; Ålandsøerne og Finland er nu nået til Helsingfors i deres rejse Norden rundt. I formiddags blev udstillingen åbnet på hovedstrøget i den finske hovedstad.
Skrevet af Peter Troelsen
29. oktober 2012 11:20

Det var direktør i NAPA Leise Johnsen der holdt åbningstalen for den grønlandske deltagelse på udstillingen. Den blev åbnet i forbindelse med Nordisk Råds jubilæumssession i Helsingfors, hvor sammenslutningen fejrer sit 60 års jubilæum.

- Det har været en meget munter dag. Jeg er meget tilfreds, og med både sol og regne på en dag så bliver det jo ikke meget mere nordisk, sagde Leise Johnsen bl.a. i sin åbningstale.

Under åbningen var de grønlandske kunstskoleelever iklædt nationaldragter, og det vakte opsigt i Finlands hovedstad. En af deltagerne, Nukannguaq Mathiesen, fortalte inden afrejsen til knr.gl, at hun håbede på mulighed for at at fortælle om landets tradition for brug af nationaldragter, og hvordan de er blevet fremstillet efter samme opskrift i generationer.

Containerudstillingen på Perlepaladspladsen er åben hver dag hele ugen fra 11.00 til 19.00.