Grønlandsk kulturnat blandt mest hippe

Politiken kårede det Grønlandske Hus' modeshow blandt aftenens mest hippe arrangementer, da weekenden blev åbnet med Kulturnat i København.
Skrevet af Martine Lind Krebs
16. oktober 2011 17:00

Og det kunne mærkes på besøgstallet. I alt 2521 besøgte Det Grønlandske Hus. Det er næsten 200 flere end sidste år, og det næsthøjeste tal nogensinde. Og selv om der var lavet mere mad end sidste år, så var der udsolgt af rensdyrsuppe og sandwich allerede klokken 20.30.

Kulturnatten udgør også et af årets vigtigste arrangement for Det Grønlandske Hus, siger kultur- og informationsmedarbejder Vivi Nielsen.

- Vi får vi gjort opmærksom på Det Grønlandske Hus’ eksistens og alle de ting vi har af planer. Så det betyder meget for os at være med til kulturnatten.

Det er 15. år i træk, at det Grønlandske Hus er med i Kulturnatten. Og gennem de sidste 4 år har det været med modeshow fra Isaksen Design.

- Kulturnatten er så velbesøgt fra nye tilkomne, at det er en rigtig god eksponeringsmulighed for os, så vi kan virkelig mærke, at vi får et godt afkast af det efterfølgende, siger Nickie Isaksen.

Samtidig føler Isaksen Design sig meget knyttet til Det Grønlandske Hus, siger hendes mor Rita Isaksen, som er den anden del af duoen bag brandet.

- Det betyder rigtig meget for os, fordi det er en del af vores kultur her i Danmark. Det er blevet en tradition, at vi er med i forbindelse med kulturnat her i København, og vi har faktisk rigtig meget tilknytning til det Grønlandske Hus, siger hun.

Filmproducer Ivalo Frank var også med ved kulturnatten, hvor hun præsenterede sin seneste film Echoes.

- Jeg elsker at komme her i Det Grønlandske Hus, og jeg synes, det er forløbet super godt. Som sædvanlig kom der super mange mennesker, og der var en god snak ved begge visninger siger hun.

Det Grønlandske Hus bød også på udstilling med kunstnerne Lars Møller og Anne-Lise Løvstrøm, korsang, den satiriske dokumentarfilm "Qallunaat! Why White People are funny" samt maskedans.