Grønlandsk klimaaftale på trapperne

Kuupik Kleist siger nu, at han regner med at have en klimaaftale med Danmark i løbet af dagen - selv om hans delegation tidligere på dagen benægtede det.
Skrevet af mlk
17. december 2009 08:30

Meget tyder på, at en klimaftale mellem Grønland og Danmark er lige på trapperne.

- Jeg håber, jeg har noget at sige efter klokken 15, når jeg har haft møde med Lykke Friis, sagde formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, da KNR for kort tid siden mødte ham i Bella Centeret.

Mødet med den danske klimaminister Lykke Friis begynder efter planen klokken 14.

Kuupik Kleist kommer der en klimaaftale med Danmark på plads i dag?

- Det håber jeg, sagde Kuupik Kleist.

Og dermed maner formanden altså den udmelding, som hans egen deleagtion tidligere på dagen kom med, til jorden.

- Vi kan ikke bruge en aftale med Danmark til noget, før de globale forhandlinger er afsluttet, siger Steffen Ulrich-Lynge, chef i Departementet for Boliger, Infrastruktur og Trafik, som er en del af den grønlandske delegation i København.

I øjeblikket er der totalt tavshed fra hele den grønlandske delegation.