Grønlandsk grønt er godt

15. november 2006 05:25

Grønland skal dyrke sine egne grøntsager med forbillede i Island.

Det mener chefkonsulenten for konsulenttjenesten for landbrug, Kenneth Høegh.

- Island har været i stand til at skabe en stor produktion af grøntsager, og lignende produktion burde også kunne lade sig gøre i Grønland.

Fordelen er, at man slipper for at importere dyre grønsager, samtidig med at der bliver skabt arbejdspladser.

Idéen støttes af direktøren for de islandske landbrugsorganisationer, Sigurgeir Thorgeirsson, der også sidder i det grønlandske landbrugsråd.

Han mener, at forbrugerne oveni er villige til at betale ekstra for at få hjemmeproducerede grøntsager.

- De vil gerne betale mere for hjemmeproducere grøntsager i Island, og jeg er sikker på, at det også er sådan i Grønland, siger han.

Han peger også på muligheden for selv at kontrollere hvilke midler der bliver brugt til at sprøjte med som en fordel.