Grønlandsk geolog vil udvikle test til egnsbestemmelse af rubiner

Grønlandske forskere håber at kunne lave en test, der præcist kan egnsbestemme, hvor en rubin stammer fra.
Skrevet af Karsten Sommer
24. maj 2016 05:09

Det fortæller videnskab.dk.

En skudsikker stedbestemmelse af stenenes oprindelsesland vil nemlig kunne øge markedsværdien af de grønlandske ædelsten, fortæller geolog Majken Djurhuus Poulsen, som arbejder på GEUS’ kontor i Nuuk.

Som et led i sin ph.d.-afhandling er hun i gang med at forske i, under hvilke geologiske omstændigheder en rubin bliver til.

Rubinmarkedet er nemlig præget af yderst forskellige produktionsforhold og er anklaget for alt fra børnearbejde til miljøsvineri, samt tvivlsom forarbejdning af rubinerne.

Søger kemisk fingeraftryk

- Dét, vi leder efter, er, om rubinen har en slags kemisk fingeraftryk, der kan afgøre, hvor den enkelte sten kommer fra, fortæller Majken Djurhuus Poulsen.

Det er Selvstyret og GEUS, som finansierer de undersøgelser, der skal føre frem til en skudsikker lokalitetstest. For kan man markedsføre rubinerne som grønlandske, giver det ædelstenene ekstra værdi.

Bent Olsvig, direktør for True North Gems i Nuuk, håber, at det lykkes at lave en test, der kan egnsbestemme rubinerne, for det vil sikre de grønlandske rubiner en god position på markedet for dem, der skal sælge stenene videre.

- For kan man dokumentere oprindelsen vil ingen længere kunne påstå, at rubiner er fra Grønland, hvis de ikke er det, siger Bent Olsvig til videnskab.dk