Siumut: Grønlandsk er vigtigere end karakterer for kommende lærere
Siumuts Doris J. Jensen har foreslået at sænke adgangskravene på læreruddannelsen her i landet. Det vækker undren hos IMAK og GE, men det er fordi, de ikke forstår problemet, lyder det fra Siumut.
Ifølge Siumut og partiets kandidat Suinni Johansen er det nemlig vigtigere, at man kan tale grønlandsk, end at man har fået gode karakterer i skolen.
LÆS OGSÅ Minik Rosing: Grønlandisering har ødelagt folkeskolen
Med den begrundelse støtter han og partiet Doris J. Jensens forslag om at sænke adgangskravene til læreruddannelsen her i landet. Det skal være med til at sikre, at der bliver uddannet flere lærere i fremtiden.
- Valget står mellem at sænke karakterkravene for ansøgere til lærerseminariet eller at hente ikke-grønlandsktalende lærere til at undervise eleverne på et fremmedsprog, siger Suinni Johansen i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq vil have amerikanske lærere til Grønland
Og for ham og Siumut er valget klart:
- Hvad kan vi bruge verdens bedste lærer til, hvis læreren ikke kan tale med børnene? siger han videre.
Han mener, at det er vigtigt at fjerne fokus fra karakterne. I stedet skal man sænke adgangskravene til læreruddannelsen og fokusere på at hjælpe de studerende igennem studiet.
Siunni Johansen foreslår blandt andet, at man kan forlænge studietiden på læreruddannelsen for at fjerne en del af arbejdspresset fra de studerende.
LÆS OGSÅ Lærere i engelsk og dansk efterlyses