Grønlandsk designer får topplacering ved modeugen

For anden gang i træk har Copenhagen Fashion Week Bibi Chemnitz-modeller på catwalken. Der er travlt i Bibi Chemnitz’ lille butik i Brolæggerstræde i København. På onsdag åbner Copenhagen Fashion Week, og fredag går det løs med endnu et stort Bibi Chemnitz-modeshow.
Skrevet af Martine Lind Krebs
06. august 2013 04:32

-  Vi havde et kæmpeshow sidste gang med rigtig god omtale, så det skal vi jo leve op til igen. Så det er et kæmpe pres, siger Bibi Chemnitz til KNR.

Hun kunne ved modeugen i februar kalde sig den første grønlandske designer med sit eget show. Og med årets show i de attraktive rammer i Københavns Rådhussal slår hun for alvor sit navn fast som en af Grønlands hotteste designere.

- Det er stort. Det kan næste ikke blive større, siger hun.

Det er næste års forårskollektion, som Bibi Chemnitz løfter sløret for. En kollektion, som hun selv kalder mere ’street’ end foregående kollektioner. I fremtiden håber hun på også at vise sine kollektioner på den internationale scene.

Foruden Bibi Chemnitz har også Isaksen Design og Great Greenland med Benedikte Utzon stande på modeugen.