Grønlandsk containerkunst i Helsingfors

Det fællesnordiske projekt ”Norden Rundt – Kunst fra iskantens rand”, der blev indviet i Nuuk først i september, er nu nået til Finlands hovedstad Helsingfors. Her vises det frem i forbindelse med Nordisk Råds session i Helsingfors. Når containerne åbnes mandag d. 29. oktober, er det første gang efter de blev pakket ned efter fremvisningen i Nuuk.
Skrevet af Peter Troelsen
28. oktober 2012 10:45

Sammen med containeren er også direktøren for Nordens Institut i Grønland (NAPA) Leise Johnsen og fire elever fra kunstskolen i Nuuk nået til Helsingfors, hvor de skal være med til at promovere den grønlandske kunst.

-Vi skal have vist vores moderne samfund frem, og vi skal have gjort opmærksom på, at selv om det er moderne, så er det stadigvæk med fuld respekt for vores lands ældgamle kultur. Jeg har selv været med til at lave kunsten i Grønlands container, og der symboliserer vi den rejse, vi her i landet har taget i de sidste 100 år. Fra kajak til motorbåde og fra igloer til højhuse, fortæller Nakannguaq Mathiesen, der er en af de fire kunstskoleelever, som deltager i turen.

I Helsingfors har ”Norden Rundt – Kunst fra iskantens rand” fået en ualmindelig fornem placering. Containerne er placeret på Glaspaladspladsen foran landets parlament. Her kan indbyggerne i Helsingfors få et indblik i kunsten fra Grønland, Færøerne, Ålandsøerne og Island.

-Jeg har valgt at tage min nationaldragt med på turen til Helsingfors, og har til hensigt at forklare om en nationaldragts tilblivelse, når vi kommer derover. Helt fra fangsten af sælen over broderingen til det færdige klædningsstykke. Der er også et stort forklaringsarbejde med farverne og deres betydning, men jeg er sikker på, at det vil være en oplevelse for finnerne at høre den historie, siger Nakannguaq Mathiesen til knr.gl.