Grønlandshvalen overlevede ved at trække nordover

Store landpattedyr som mammutten og det uldhårede næsehorn overlevede ikke den seneste istid. Men det gjorde grønlandshvalen - verdens længst levende pattedyr.
Skrevet af Ritzau
10. april 2013 06:51

Hvalerne brugte ikke så megen energi på at svømme nordpå for at finde nye levesteder, mens deres artsfæller af pattedyr på land skulle forcerede store forhindringer og samtidig blev jagtet.

Det viser forskernes første studier af, hvad der skete med de store havpattedyr i forhold til de store landpattedyr for 11.000 år siden, da isen brød op og varmen kom til Nordeuropa og de omgivende have.

Resultaterne fra Københavns Universitet offentliggøres i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

- I dag er hvalen fredet og trives rimeligt godt. Men klimaændringerne er ikke lovende for den, ligesom for isbjørnen. Temperaturstigningen betyder sandsynligvis, at 50 procent af grønlandshvalens levesteder er væk om små 100 år, siger Andy Foote, dna-forsker på Københavns Universitet.

Grønlandshvalen kan blive op til 200 år gammel. Det er ikke overgået af andre pattedyr på Jorden, hvad angår alder. Der er fanget eksemplarer af arten, som svømmede rundt med harpunspidser i sig fra slutningen af 1800-tallet.

Gennem tre år har Andy Foote og hans kollega professor Tom Gilbert og Kristin Kaschner i Tyskland, undersøgt hvalerne.