Grønlandsdialog forud for klimatopmødet

Tredje runde af den såkaldte Grønlandsdialog forud for klimatopmødet i København starter i dag i Barcelona i Spanien.
29. oktober 2009 08:55

Ved mødet deltager knap 30 lande fra store dele af verden, herunder ministre og klimaansvarlige repræsentanter fra Kina, USA, Brasilien, Sydafrika Indien, Japan, en række EU-lande og små ø-stater. Det er en opfølgning på de tidligere møder i den uformelle ministerkreds, som også tidligere har mødtes i Grønland i juli og i New York i september.

Håbet er, at den politiske vilje fra Grønlandsdialogen kan forplante sig direkte ind i de officielle FN-forhandlinger, der indledes på mandag og fortsætter frem til fredag den 6. november.

Det bliver klima- og energiminister Connie Hedegaard, der åbner forhandlingerne med en tale. Forhandlingerne bliver de sidste inden topmødet i København.