Grønlands største rejetrawler fik fin velkomst

Royal Greenlands nye trawler sejlede gennem Ikerasassuaq nytårsdag efter en tur fra Bilbao i Spanien, hvor den blev bygget.
Royal Greenlands nye rejetrawler, Avataq. Foto © : Royal Greenland/Inuuteq Kriegel
07. januar 2020 10:42

Grønlands største rejetrawler er kommet til Nuuk fra Bilbao i Spanien, hvor den er bygget.

Skibet sejlede fra Bilbao 16. december med kurs mod Færøerne. Den ankom 21. december, og så holdt besætningen jul. 

28. december sejlede Avataq fra Færøerne med kurs mod Nuuk.

- Vi sejlede igennem Prins Christians Sund på grund af stormvejr ved Kap Farvel. Da vi passerede sundet ved bygden Aappilattoq, kom der en jolle ud og fulgtes med os, og der blev sendt raketter fra land, fortæller skipper på Avataq, Tordar Dimon til Royal Greenland.

- Det var meget hyggeligt, og vi følte os budt velkommen til Grønland med det nye skib.

I lørdags sejlede Avataq ud på sit første rejefiskeri med en besætning på 30 mand.

- En stor del af besætningen på første fiskeri bliver teknikere der skal afprøve det tekniske udstyr på skibet. Senere, når skibets tekniske udstyr er testet og skibet er klar til længere togter, får jeg en fast besætning på 25 mand, siger Tordar Dimon.

Foto © : Royal Greenland/Inuuteq Kriegel

Foto: Royal Greenland/Inuuteq Kriegel

Avataq er 82,3 meter lang og 18 meter bred.  
Skibet kan laste 2.950 kubikmeter og kan fryse 110 tons rejer per dag, fortæller Johan Berthelsen, driftchef i Royal Greenland til KNR.