Grønlands Røde Kors klar med sms-indsamling til fordel for Nepal

Grønlands Røde Kors har iværksat en sms-kampagne, der skal hjælpe ofrene for jordskælvet i Nepal.
Foto © : KRK/IRC Fotobase
Skrevet af Karsten Sommer
11. maj 2015 06:31

Grønlands Røde Kors´ landsindsamling til ofrene for det voldsomme jordskælv i Nepal er nu igangsat.

Landsindsamlingen foregår via SMS, hvor man kan vælge mellem at give 50, 100 eller 150 kroner til de tusindvis af ofre for jordskælvet, som ramte det fattige asiatiske bjergland fra 14 dage siden.

Tele-Post har nu etableret SMS-nummeret så man, hvis man vil give 50 kroner, kan skrive NEPAL A og sende til 1880.

Vil man give 100 kroner skriver man NEPAL B - og NEPAL C, hvis man vil give 150 kroner.

Læs også Kalaallit Røde Korsiat skyder landsindsamling i gang

Uanset hvad, så sender man SMS´en til nummer 1880 - og hjælper dermed Røde Kors med deres arbejde med at skaffe mad, husly og rent vand til de hundredetusindevis af nepalesere, der har fået ødelagt deres tilværelse efter jordskælvet forrige lørdag.

KNR sender også skiltereklamer, hvor nummeret kan ses.

 

KRK var klar til katastrofe
Det internationale Røde Kors var forberedt på situationen. De seneste par år, har de uddannet 10.000 lokale frivillige i Nepal til at håndtere jordskælvskatastrofer, ved dels at yde førstehjælp til sårede og livstruede og dels at søge efter overlevende i murbrokkerne.

De har ligeledes oprettet et lokalt lager af forsyninger til 40.000 mennesker i form af tæpper, køkkengrej og presenninger, som deles ud til de berørte, skriver de på deres hjemmeside.

Landsindsamlingen løber frem til den 30. juni 2015.