Grønlands Naturinstitut i Nuuk (arkivfoto).

Grønlands Naturinstitut om spækhugger i Nuuk: De udgør ikke en stor trussel

Det er ikke usædvanligt at der er spækhuggere i Nuup Kangerlua. De kommer hver år til vestgrønland, og de truer ikke fangernes fangst af sæler og hvaler. Sådan lyder meldingen fra Grønlands Naturinstitut.

Der var et usædvanligt syn på havet i Nuup Kangerlua i sidste uge. Fire spækhuggere blev set svømme rundt i fjorden. 

Men der gik ikke mange dage, før en gruppe fangere fik færten af dem. I torsdags blev de alle skudt, og tre af dem sank til bunds.

Det fortalte en af fangerne Karl-Anders Skifte i et interview med KNR. Ifølge ham er spækhuggere i området lig med dårligere fangst.

LÆS OGSÅ Fanger fik sin første spækhugger: Den smager godt

På Grønlands Naturinstitut er meldingen dog en anden. Her vurderer Fernando Ugarte, der er afdelingschef for havpattedyr og Fugle på Grønlands Naturinstitut, at spækhuggerne ikke udgør en stor trussel mod fangernes fangstdyr.

Faktisk siger han, at spækhuggerne tit farer rundt i Vestgrønland.

- Mens spækhuggerne er inde i fjordene, kan de skræmme sælerne og hvalerne væk, men de kommer tilbage når spækhuggerne forlader området, siger Fernando Ugarte.   

50 kroner per kilo spækhugger

Ifølge departementet for fangst og fiskeri, blev der sidst fanget en spækhugger i Nuup Kangerlua i 2017. 

Der blev fanget hele 44 spækhuggere i 2012, hvor 17 af dem blev fanget i Uummannaq.

I Vestgrønland er der er rapporteret fangst af spækhuggere hver eneste år, men det er vanskelig at sige, hvor og hvornår de dukker op, siger Fernando Ugarte til KNR.

Spækhuggeren, som blev skudt, er siden solgt på Wildfood.gl, en hjemmeside der giver fangerne mulighed for at sælge deres fangst.

Her var prisen for kød og mattak 50 kroner per kilo.

Spækhuggerens kød og mattak kan have et usædvanligt højt niveau af kviksølv og miljøgiften PCB, og kan derfor være farligt at spise, tilføjer Fernando Ugarte. 

Det viser i hvert fald en undersøgelse af spækhuggerne i Østgrønland, der fraråder at spækhuggere spises af mennesker, og Naturinstituttet antager, at spækhuggerne i Vestgrønland også kan have højt niveau af forurening.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl