Grønlands Nationalteater har snart premiere på en ny forestilling

Nunatta Isiginnaartitsisarfia - Grønlands Nationalteater - har snart premiere på en ny forestilling med skuespillerinden Else Danielsen i en stor solorolle.
Skrevet af Karsten Sommer
12. august 2013 05:17

"Rosa Mariia-p tiguartikkaluarnera" - Rosa Marias betagelse - er titlen på stykket, der oprindelig er skrevet af den prisvindende canadiske dramatiker Wendy Lill.

Den originale udgave af stykket handler om en sygeplejerske, der drager til Canadas indianerreservater for at arbejde. I Nationalteaterets nye udgave er handlingen flyttet til Diskobugten i slutningen af 60´erne.

Rosa Marie er en ung naiv og idealistisk kvinde, der tager fra Århus til Diskobugten for så at sige at "redde og hjælpe" grønlænderne.

Men efter 9 måneder vender hun desillusioneret tilbage til Danmark, med bristede drømme om at "redde og hjælpe". Hun har oplevet et Grønland med svære sociale forhold og uduelige tilkaldte, der hverken hjælper eller redder nogen.

Tilbage i Århus får hun en større nedtur, og beslutter at konfrontere myndighederne, der hyrede hende, med de  umulige arbejdsbetingelser hun blev udsat for. Men ingen gider lytte til hende.

I stedet må så forestillingens publikum lægge øre til hendes oplevelser og tanker, og afgøre hendes skæbne.

Else Danielsen spille stykkets store og eneste rolle som Rosa Maria, og stykket vil have premiere i Qeqertarsuaq, hvor Else Danielsen selv er vokset op.

Premieren foregår den 24.august og det er første gang at Qeqertarsuaq oplever en rigtig Grønlandspremiere.