Grønlands kirkeklokker skal ringe for Klimatopmødet

Grønlands biskop Sofie Petersen håber at de grønlandske kirker vil deltage i en kirkelig markering i forbindelse med klimatopmødet til december. Den 13.december, når verdens ledere samles i København, skal alle kirkeklokker slå 350 slag, som en opfordring til at passe godt på Kloden, og gøre noget ved CO2-udslip og global opvarmning.
Skrevet af Karsten Sommer
02. november 2009 16:37

I Danmark har landets biskopper sagt god for, at kirkerne kan ringe med klokkerne når klimatopmødet i København går i gang til december. Og også her i Grønland opfordrer biskop Sofie Petersen de grønlandske kirker til at deltage i den kirkelige klimademonstration.

- Jeg har sendt en opfordring til alle præstegæld og menighedsrepræsentanter om at klokkeringningen også foregår her i Grønland, for at markere at vi også er med, siger Sofie Petersen til Radioavisen.

- Klokkeringningen foregår i hele verden, og i og med at vi også er et af de lande, der mærker klimaændringerne, synes jeg også at vi her i Grønland skal ringe med klokkerne.

Den 13.december, når topmødet starter, er Sofie Petersen selv deltager ved en gudstjeneste i Københavns Domkirke, hvor hun skal læse en bøn på grønlandsk, og stå med en gletschersten fra Grønland. Avaatkoret skal ligeledes synge ved klimagudstjenesten.

I Danmark er der en række politikere, der synes det er forkert at kirken på den måde blander sig i et politisk spørgsmål, men den holdning afviser Sofie Petersen.

- Jeg synes det er dem, der politiserer. For det her handler ikke om en politisk holdning. Hver eneste søndag står vi i kirken og bekender vores tro: "Gud fader, den almægtige, Himlens og Jordens skaber", og kristendommen handler også om næstekærlighed. Så det har intet med politisering at gøre. Det er en kristen pligt, vil jeg hellere kalde det. Så jeg bakker helt op om klokkeringningen her i Grønland, slutter biskop Sofie Petersen.

På grund af bortrejse, ved hun endnu ikke om der er kommet reaktioner fra de grønlandske præster på hendes opfordring om at ringe med klokkerne.

Baggrunden for at man netop skal slå 350 klokkeslag den 13. december, er at 350 ppm regnes for det maksimale indhold af drivhusgasser i atmosfæren, hvis ikke klimaet skal løbe løbsk.

Ppm står for "parts of a million CO2 "- 350 milliontedele CO2.