Grønlands første kvindelige geolog

Med et flot 10-tal og stor ros for sit speciale om vulkanske askelag fra Fur Formationen på Mors blev Majken Djurhuus Poulsen for nyligt Grønlands første kvindelige geolog.
Skrevet af Martine Lind Krebs
19. februar 2013 10:13

Interessen for geologien startede da hun var helt lille og gik i fjeldet og samlede sten. Men at hun år senere skulle være Grønlands første geolog, hvad hun ikke regnet med.

- Så jeg er meget stolt, lyder det fra en glad Majken Djurhuus Poulsen.

Det var et såkaldt forforskerkursus for unge med maringeologen Naja Mikkelsen og geolog Minik Rosing, der sporede hende ind på uddannelsesretningen.

-Der blev jeg meget interesseret i det, og det var det, der gjorde, at jeg læste geologi, siger hun.

 Og selv om hun selvfølgelig følger med i al debatten om Grønlands råstoffer, som der kører lige nu, så er det ikke noget, som hun vil blande sig i.

-Jeg er ikke politiker, jeg er geolog. Jeg vil hellere holde mig til at kigge efter sten og beskrive dem. Men jeg vil være glad for at kunne repræsentere en grønlænder, der arbejder i Grønland og være med til at fjerne nogle af de misforståelser og fordomme, som der er om råstofferne. For der er virkelig meget, som folk hidser sig helt vildt meget op over, fordi de ikke forstår det, siger hun.

Og nu kan det ikke gå hurtigt nok med at vende hjem til Grønland efter hele 9 år i Danmark.

- Jeg har savnet Grønland rigtig meget, så jeg glæder mig virkelig til at komme hjem, siger hun.

Majken Djurhuus Poulsen får dog ikke lov til at beholde titlen som den eneste kvindelige grønlandske geolog så længe. Hun får følgeskab af studiekammeraten Aaju Simonsen om nogle år. 

Det er lige nu man kan søge om optagelse på de videregående uddannelser i Danmark. Det sker på optagelse.dk og fristen er den 15. marts for kvote 2 og 5. juli for kvote 1. Samtidig skal man hos de grønlandske huse søge om de grønlandske særydelser til SU’en senest 1. marts.