Grønlands Erhverv: God idé hvis uret bliver rykket en time frem

Tidsforskellen mellem Grønland og Europa skal forkortes med en time, ønsker Naalakkersuisut. For Grønland kan nu selv bestemme over sine tidszoner.
Skrevet af Malik Brøns
28. juli 2022 15:27

I maj hjemtog Naalakkersuisut sagsområdet ”Tidens Bestemmelse”, der betyder, at vi selv kan fastlægge vores tidszoner.

Nu lægger Naalakkersuisut op til, at man forkorter tidsforskellen mellem Grønland og Europa med en time. Det vil betyde, at tidsforskellen mellem Grønland og Danmark kan blive tre timer.

Det står der ifølge et forslag, der er i høring i øjeblikket på Naalakkersuisuts hjemmeside.

Naalakkersuisut overtager dog først sagsområdet om "Tidens Bestemmelse", når det har været igennem Inatsisartut. Her skal de 31 medlemmer stemme om at hjemtage området samtidig med, at de skal godkende forslaget om at ændre tidszonen for Grønland, der står til at gælde fra 1. januar næste år.

LÆS OGSÅ Nu må Grønland selv bestemme over sine tidszoner

Hvis forslaget bliver godkendt, vil det også betyde, at vi må rykke uret en time frem efter nytårsfesten, så hvis klokken er 14.00 i dag, foreslår forslaget, at klokken i stedet er 15.00.

Tidszoner i Grønland

Det meste af landet er i den samme tidszone. Men: 

Ittoqqortoormiit er i den samme zone som Island - når klokken er 12 i Nuuk, er den 13 i Ittoqqortoormiit.

Pituffik er i den østamerikanske tidszone. Når klokken er 12 i Nuuk, er den 11 i Pituffik.

Og så er der Danmarkshavn, som er en vejrstation i Nationalparken i Østgrønland. Når klokken er 12 i Nuuk, er den 14 i Danmarkshavn.

Med tidsændringen vil det også betyde, at der vil være to timers forskel mellem Grønland og Island, Færøerne og Storbritannien. Og tre timers forskel mellem Grønland og Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og andre dele af Vesteuropa.

Ændringen af tidszonen vil dog ikke gælde for Ittoqqortoormiit (der allerede har tre timers tidsforskel til Vesteuropa), Danmarkshavn og Pituffik (Thule Air Base).

Grønlands Erhverv kan se fordele ved tidszoneændring

Christian Keldsen, der er direktør i Grønlands Erhverv, mener at det vil glæde erhvervet at have kontakten til Europa en time mere til daglig. For tid er penge.

Men hvis Grønland rykker tidszonen nærmere mod Europa, betyder det også, at man rykker sig en time længere væk fra nabolandene vest for Grønland.

- Det skaber nogle muligheder, det er der ingen tvivl om, i forhold til den samhandel som Grønland har med Danmark, Europa og Storbritannien.

- Man får en time mere om dagen, hvor man kan være i dialog. Bagsiden er jo selvfølgelig, at vi kommer en time længere væk fra Nordamerika, som vi jo også har både store forventninger til og en del samhandel med. Men lige nu er vi jo meget europæisk orienterede, og på den måde giver det god mening, siger Christian Keldsen.

Air Greenland er også glad

Også for Air Greenland giver det god mening at rykke uret en time nærmere til den europæiske tidszone.

Vi kender det måske selv, når vi fra Grønland kommer til Danmark, hvor der er en tidsforskel på fire timer, og vi lige skal vænne os til tidsforskellen. Det skal piloterne også.

Når besætninger flyver fra A til B, skal de være opmærksom på tidszonerne. Flybesætninger skal nemlig hvile sig efter en arbejdsdag, og her er der regler for hviletider.

Air Greenland forklarer, at der er en skillelinje på tre timers tidsforskel. Det vil sige, hvis et besætningmedlem overnatter i et land, hvor tidsforskellen er mere end tre timer, så skal besætningmedlemmet have en langtidshviletid på tre nætter. Men hvis tidsforskellen er på tre timer eller mindre, så har besætningmedlemmet en almindelig hviletid, hvilket kommer an på, hvor langt tid man har været på arbejde. Det vil typisk være en hviletid på 12 timer.

Derfor vil det give flyveselskabet mere fleksibilitet ved brug af deres besætning, siger Niels Chemnitz Frederiksen, der er operationschef i Air Greenland.

- For Air Greenlands vedkommende, så hilser vi forslaget velkommen, fordi det vil give os øget fleksibilitet i forhold til at afvikle vores trafik og den måde, vi kan planlægge vores besætninger på. Det gør det nemmere for os, og det gør det også bedre for kunderne.

- Det vil også give os en time ekstra hver dag med vores myndighed, som er Trafikstyrelsen, der sidder i Danmark. Den her ekstra time gør, at vi kan koordinere med myndighederne, hvis vi skal have godkendt noget i en fart, hvilket er meget nyttigt, siger Niels Chemnitz Frederiksen.