Grønlands Erhverv: Antallet af arbejdsløse kan blive endnu lavere

Antallet af arbejdsløse er faldet med 553 personer på et år. Tallene vækker glæde hos Grønlands Erhverv, Sulisitsisut, der dog også mener, det kan blive endnu bedre med den rigtige indsats.
Skrevet af Kenneth Elkjær
16. august 2016 06:19

Grønlands Statistik fremlagde mandag morgen deres nyeste statistik over antallet af arbejdsløse her i landet. Tal, der vækker glæde hos Brian Buus Pedersen, direktør i Grønlands Erhverv.

- Det er godt nyt, at vi omsider får knækket kurven, siger han.

Men champagnen bliver ikke åbnet hos Grønlands Erhverv endnu. De mener, at antallet af arbejdsløse skal længere ned. 

- Vi så gerne, at endnu flere kom i beskæftigelse. Vi kan konstatere, at man ude på byggepladserne, fiskefabrikkerne og andre steder stadig mangler arbejdskraft. Det er lidt et paradoks, når der stadig er alt for mange ledige, siger Brian Buus Pedersen.  

Læs også Antallet af arbejdsløse falder

Ifølge Grønlands Erhverv skal en stor af forklaringen på de nye arbejdsløshedstal findes i fiskeriet. Men anlægsbranchen får også sin del af æren.

- Der er ingen tvivl om, at den sunde økonomi i fiskeriet er stærkt medvirkende. Det er gået rigtig godt i fiskeriet i lang tid, og de penge som kommer ind derfra, og som bliver pumpet ud i samfundet, er med til at øge beskæftigelsen. Der har også været mere gang i anlægsaktiviteten i flere af de store byer. Der har været gang i et par store anlægsprojekter, fængselsbyggeriet og havnebyggeriet i Nuuk, og det er effekten af de ting, vi ser, siger Brian Buus Pedersen.

Direktøren for Grønlands Erhverv mener, at den positive udvikling kan fortsætte, selvom de igangværende projekter også får en ende på et tidspunkt. Det kræver dog en aktiv indsats fra Naalakkersuisuts side ifølge Brian Buus Pedersen.

- Der et større potentiale for beskæftigelse i byggeriet, end det, man udnytter i dag. Planlægningen er for dårlig, og pengene hober sig i perioder op i Anlægs- og Renoveringsfonden i stedet for at komme ud og arbejde. Vi mener, det er en af de lavest hængende frugter, hvis man virkelig vil stimulere økonomien i Grønland. Det er at blive bedre til at forvalte anlæg og byggeri, siger han.