Grønland vil være vært for VM-kampe

Der er international opbakning til, at Grønland kan være vært for herrernes kvalifikationsturnering til de panamerikanske mesterskaber i håndbold.
Skrevet af Noah Mølgaard
11. januar 2013 09:58

Der kan komme større aktiviteter på håndboldfronten, hvis transport og økonomi går op i en højere enhed. Men det ligger nu fast, at det danske u-landshold i håndbold kommer til Grønland i juni og spiller kampe mod de grønlandske håndboldherrer.

Håndbold VM starter i Spanien imorgen, hvor Mikkel Hansen og andre stjerner dyster om VM-titlen. Og dansk håndboldforbund er allerede igang med at skyde næste generation i stilling. U-landsholdet skal derfor spille i U-VM i Bosnien Herzegovina. De har nu besluttet at holde en træningslejr i Grønland, hvor de grønlandske håndboldherrer skal agere sparringspartner.

Der er nu planlagt kampe den 15. og 16. juni, som afholdes i Nuuk, meddeler koordinator for håndboldherrerne Kurt Lauritsen.

Kampene bliver god forberedelse for de grønlandske håndboldherrer, der skal spille kvalifikationskampe til de panamerikanske mesterskaber i oktober. Og Grønlands Håndbold Forbund arbejder på at være vært for kvalifikationsturneringen.

- Både PATHF og IHF bakker op omkring afholdelsen af turneringen i Nuuk, og der arbejdes nu på at få logistikken i forbindelse med en turnering af denne størrelse til at gå op, siger Kurt Lauritsen.

Deltagerne i kvalifikationsturneringen er: Canada, USA, Mexico, Den Dominikanske Republik, Puerto Rico og Cuba. Fire hold går videre til de panamerikanske mesterskaber i 2014.