Grønland tager første skridt i hjemtagning af miljørådgivning

Pinngortitaleriffik indviede i går en ny afdeling for videnskabelig rådgivning inden for miljø- og råstofområdet.
Skrevet af Martine Lind Krebs
27. maj 2014 08:34

Afdelingen for Miljø og Råstoffer får som en start 9 medarbejdere og er foreløbigt finansieret 3 år af fondsmidler. Det er den almennyttige fond Oak Foundation og Villum Fonden, der har støttet projektet.

Naalakkersuisut ønsker, at Grønland på sigt helt skal overtage miljørådgivningen, som i dag varetages af Danmarks Center for Energi og Miljø, DCE. Men det sker dog ikke her og nu, understreger naalakkersuisoq for miljø og natur Kim Kielsen.

- Udviklingen af den nye afdeling skal ikke ses som begyndelsen på en afvikling af det mangeårige og gode samarbejde, Grønland har haft med DCE.  Der skal ikke kappes bånd, men skabes udvikling og forandring, alt sammen med det formål at vi bliver bedre og klogere på beskyttelse af vores miljø og natur, understreger han i en pressemeddelelse.

Aftalen mellem DCE og Selvstyret og Pinngortitaleriffik (Naturinstituttet) står til at skulle fornyes i år. Den nye aftale kommer til at fordele ansvaret mellem DCE og Pinngortitaleriffik, så DCE er hovedrådgiver, mens Pinngortitaleriffik er medrådgiver. Og det er en fornuftig løsning, mener bestyrelsesformand for Pinngortitaleriffik Gert Mulvad.

- Det er faktisk en kæmpe stor ekspertise Grønlands Miljøundersøgelser, det senere DCE, har opbygget i de 40 år, de har eksisteret. Den ekspertise kan vi ikke blot over få år flytte til Grønland. Det vil kræve fornuft og omtanke i hele processen, siger han, men understreger, at han ser det som en naturlig udvikling, at Grønland hjemtager mere og mere ansvar.

Den nye afdeling vil råde over ekspertise inden for miljøkemi, miljømikrobiologi, undersøgelse af miljømæssige påvirkninger af mine- og olieindustrien, jordbundsforurening og undervisning.

Naalakkersuisut arbejder også på at oprette en forskningsinstitution, GSG, der skal afløse Grønlands samarbejde med GEUS i Danmark.

Kirkegaard vil skilles fra GEUS