Grønland som rollemodel

Syv internationale fonde har været på besøg i Grønland i den forgangne uge. Repræsentanterne var på studierejse i Qeqqata kommune, og deltagerne fik en på opleveren og blev orienteret omkring de bæredygtige tiltag, kommunen i mange år har været foregangsmænd for.
Borgmester, Hermann Berthelsen.
Skrevet af Peter Troelsen
10. september 2012 10:53

Et besøg på indlandsisen ved Kangerlussuaq, besøg i bygder, fisketur og orientering om Grønland i fortid, nutid og fremtid var på programmet. Da deltagerne forlod Sisimiut var det med både oplevelser og ny viden i bagagen.

- Vi orienterede om, hvordan vi gør tingene her i kommunen, og jeg er sikker på, at deltagerne fik en masse ny viden om Grønland, som de kan bruge, når de fremover skal tage stilling til vores ansøgninger. Vi er i løbende dialog med mange internationale fonde, og de syv fondes besøg her i kommunen vil med garanti ikke gøre det sværere at finde opbakning fra fondene fremover. Vi fik ingen tilsagn om støtte, og det var heller ikke meningen med fondenes besøg i Grønland. Til gengæld fik vi vist os frem for beslutningstagerne, fortæller borgmester Herman Berthelsen fra Qeqqata kommune.

Med på turen var fonde fra Canada, Schweiz, USA, Rusland og Danmark. Besøget kom i stand efter et møde i København mellem fondene, Arne Villumsen fra Villum Fonden, Kuupik Vandersee Kleist og Maliina Abelsen. Her blev de orienteret om, hvad der skete i Arktis i almindelighed og i Grønland i særdeleshed. Studieturen var så næste skridt hen mod et samarbejde om at gøre Grønland endnu mere fremtidssikret.

-Grønland kan i denne sammenhæng være en rollemodel for arbejdet i resten af Arktis. Landet har jo en særstilling med regering og kommuner, så her er Grønland længere fremme end de arktiske samfund i Canada og USA. Jeg er ret sikker på, at de 7 fonde har fundet ud af, at Grønland er et godt sted at bruge fondsmidler. Den viden, man får ud af arbejdet i Grønland, kan man bruge i de øvrige arktiske egne, forklarer Arne Villumsen, der var tovholder på fondenes besøg i Grønland.