Visit Greenland: Grønland skal ikke konkurrere med Finland om julemanden

Visit Greenlands direktør mener ikke, at Grønland skal konkurrere med Finland om julemanden..
Skrevet af Ritzau
23. december 2017 13:14

Tusindvis af børn sender hvert år til jul et brev med deres gaveønsker her til Grønland, for her bor julemanden, mener mange.

Internationalt er der dog uenighed, og nogle mener, at han i virkeligheden hører hjemme på Nordpolen, i Tyrkiet eller i Rusland.

Finnerne er dog ikke i tvivl om, hvor han er fra. Julemanden er deres, og han hører hjemme i Lapland.

Her er det blevet en stor forretning, at man kan besøge byen 'Santa Claus Village', der fremstår som en forlystelsespark med butikker og restauranter.

LÆS OGSÅ Afstemning skal afgøre hvor julemanden bor

Her i landet er Visit Greenland dog blevet trætte af kampen om, hvor julemanden hører til. Det fortæller Lykke Geisler Yakaboylu, konstitueret direktør i Visit Greenland. Det skriver DR.

Lykke: Vi bruger det ikke aktivt i vores markedsføring

- Det cirkus, som finnerne har, kan vi ikke konkurrere med. Finland må gerne få julemanden for vores skyld, siger hun til DR.

Lykke Geisler Yakaboylu mener, at Finlands julemandskoncept er "et Disney-show", og det ønsker Visit Greenland ikke at konkurrere mod.

Julemanden var engang en del af det grønlandske brand. I halvfemserne fik han et kontor i Nuuk, der blev drevet som en lille butik, ligesom børn kunne sende deres breve, som endda blev besvaret.

- Det var aldrig nogen økonomisk succes, så det døde ud. Vi siger stadig, når vi bliver spurgt, at han kommer fra Grønland, vi bruger det bare ikke aktivt i vores markedsføring, siger Lykke Geisler Yakaboylu.

LÆS OGSÅ Julemanden er igen gået konkurs

Visit Greenland har i stedet fokus på at reklamere for at Grønland er en adventuredestination, hvor man kan opleve Nordlyset og køre hundeslæde.